Det er nærliggende at se Lars Hedegaards ekstreme udtalelser om muslimer som en byld af gammelt had, som bare lå inde i ham og ventede på at bryde igennem den stadigt tyndere hud. Men måske er forklaringen på Hedegaards ekstremisme meget mere foruroligende.

Det skriver Clemens Cappel på sin blog hos Politiken.

Måske får vi også fornøjelsen af en Lasse Hadegaard fra Trykfejlsselskabet, der i et interview udtaler om østeuropæiske drenge, at “de voldtager deres mødre, det hører man om hele tiden”. Og en Mogens Fjumre, medlem af Dansk Flokparti, der proklamerer, at ‘østeuropæere hører til i Øst, vesteuropæere i Vest”.

Om muslimerne siger Søren Læspersen fra Flokpartiet til gengæld, at de – trods lidt gnidninger i gamle dage – har vist sig meget lette at integrere, og at de har været en gevinst for det danske samfund, sådan som de fredeligt og roligt passer sig selv og ikke laver ballade.

Gad vide om retorikken lyder sådan om ti-femten år?

Det skal i øvrigt tilføjes, at overskriften fra Metroxpress viste sig at dække over en artikel om østeuropæiske turister. Men alligevel…

Den stakkels unge mand, der forleden blev skudt af betjente (læs: jyske redneck-racister!) og anholdt med en kniv på sig foran Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem, var sikkert bare sulten. Han var jo somalier – de er altid sultne – og han skulle garanteret bare bruge kniven til at snitte sig et par osteskiver fra Kurt Westergaards køleskab.

Noget med islam at gøre har sagen i hvert fald ikke. Hvis han virkelig ønskede at gøre Westergaard fortræd, så er det kun på grund af den grusomme racisme, der bliver somaliere til del i det danske samfund, en racisme som Kurt Westergaard, Jyllands-Posten og DF ikke har holdt sig tilbage fra at nære.

Har somalieren flirtet med al Qaeda i Østafrika, så er det kun et resultat af den kolossale postkoloniale stress der plager ham. Og vi må ikke glemme kolonitiden og slavehandlen. Koloniseringen af Afrikas Horn var det ganske vist italienere, ikke danskere, der stod for, og slavehandlen ramte ikke i nævneværdig grad somaliere. Men uanset hvad: den unge somaliske mand er moralsk skyldfri og bør derfor også forblive straffri – naturligvis med forhøjet invalidepension samt erstatning for uretmæssig anholdelse.

Nej, sådan ser vi kulturradikale dhimmificerede bløddyr selvfølgelig ikke på sagen med den tilsyneladende morderiske somalier. For det første er somalieren, efter de foreløbige indicier at dømme, skyldig som ind i helvede, og for det andet har sagen selvfølgelig noget med islam at gøre. Men islam er hverken det eneste eller nødvendigvis det bedste bud på mandens motiver.

Islam er en utilstrækkelig forklaringsmodel, for sagen har en kontekst, en kontekst som har masser at gøre med imperialisme. Ikke en abstrakt imperialisme som den karikeret ovenfor, men derimod en helt konkret imperialisme med helt konkrete aktører. Denne kontekst er ’olie, kold krig og supermagtsrivaliseren’.

Men lad os begynde herhjemme. Vi hører fra Nicolai Sennels at muslimsk kultur er meget, meget voldelig; vi hører fra Lars Hedegaard, at muslimerne voldtager deres egne børn; og vi hører fra islamkritikerne, at der går en lige linie fra koranen til muslimsk ondskab, mordforsøg, terrortrusler og kriminalitet.

Muslimer er en slags koran-robotter, som er forudprogrammeret til vold og destruktion, forlyder det, men den påstand stemmer ikke umiddelbart overens med det faktum, at der ‘blot’ har været to mordforsøg eller planer om mord på Kurt Westergaard.

Hvis der er – et slag på tasken – 400.000 muslimer i Danmark, så er det en halv tusindedel af én procent af de herboende muslimer, der har forsøgt at myrde Kurt Westergaard. Så enten er der noget galt med tesen om, at muslimer er viljesløse robotter for Allah, eller også er der noget galt med de herboende muslimer, som jo ikke lever op til deres religiøse pligt om at myrde alle de vantro koran-forhånere.

Det samme gælder massakren for nylig i Fort Hood i USA, hvor en amerikansk-palæstinensisk mand gik amok med en automatriffel og myrdede adskillige mennesker. Vi får at vide, at også det var en gerning determineret af islam og koranord, men den tese forklarer ikke, hvorfor de 14.999 andre muslimer i den amerikanske hær ikke går amok med automatrifler.

Selvom der ikke er tvivl om, at psykiateren med automatriflen var troende muslim, så er der omkring tre millioner muslimer i USA, deriblandt mange andre troende muslimer, som ikke skyder vildt omkring sig, så der må være andre forklaringer end islam og koran.

Jeg inddrager sagen fra Fort Hood, fordi den er ret ligetil: Manden er amerikansk-palæstinenser og har altså en etnisk baggrund som gør ham til naturlig fjende af det Israel, som er USA’s vigtigste klientstat i den mellemøstlige region. Når israelere myrder arabere, så gør de det bl.a. med amerikanske våben.

Hvad mere er, så stod psykiateren overfor truslen om udsendelse til Irak, hvilket han frygtede mere end noget andet – så meget at han kæmpede for at blive løst fra sin kontrakt med det amerikanske militær.

Gennem samtaler med hjemvendte soldater har han hørt om krigens grusomheder, og som troende muslim har han haft moralske skrupler ved at være med i en imperial hær, der – som det sker i krig – også kan begå grusomheder (hvis man ikke tror på dén påstand, kan man abonnere på det venstre- og ofte velorienterede nyhedsbrev fra Information Clearing House. Det sker ikke sjældent, at civile dræbes i bundter i Afghanistan, Irak og netop nu i Yemen, af amerikansk-vestlige interventionsstyrker).

Islam har noget med sagen at gøre, men ikke på den simple, deterministiske måde. Eller i det mindste ikke kun på den simple, deterministiske måde. Islam er ikke bare en tro, givet i koranen, islam er også den lim, der klistrer muslimerne sammen i et fællesskab af muslimsk identitet – for så vidt disse muslimer føler sig mere som muslimer end f.eks. danskere eller amerikanere (’muslimer’ der føler sig mere som danskere eller amerikanere findes nemlig også).

Når Morten Messerschmidt i sin tid følte mere sympati for serberne end for albanere og bosniere under de jugoslaviske borgerkrige, så var det også et spørgsmål om identitet: For Messerschmidt var serberne mere ‘vi’ end bosniere og albanere, fordi serberne er kristne og muslimerne er fjenden, og sådan er det nok også for den unge somaliske al Qaeda-aspirant: ‘Vi’-følelsen er stærk hos ham, og derfor føler han sig kaldet til at forsvare muslimer verden over, der bliver uretfærdigt behandlet.

Det afgørende spørgsmål er så, om muslimer rent faktisk bliver uretfærdigt behandlet. Hvis de ikke i en eller anden grad virkelig er ofre, så kunne det være med til at påvise, at koranens ord faktisk har noget med sagen at gøre, at islam er en ond og totalitær ideologi.

Somalieren, der tilsyneladende forsøgte at øksemyrde Kurt Westergaard, er kulturkriger af samme blod som Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Osama bin Laden, selvom de to DF-koryfæer naturligvis først og fremmest kæmper inden for retsstatens og demokratiets rammer.

Ikke desto mindre er de enige med Osama bin Laden på vigtige områder, især i forestillingen om, at der virkelig finder et Civilisationernes Sammenstød sted, men også i ideen om at muslimer helst bør bo i Muslimistan, kristne i Kristenland, og at man i princippet ikke bør blande sig i hinandens affærer (det var angiveligt zionisten Søren Espersen der fik overbevist en isolationistisk Søren Krarup om det fornuftige i at bakke op om USA’s krige i Mellemøsten og Centralasien).

Der findes udbredte, men uholdbare forestillinger om, at ’islamisterne hader os, udelukkende fordi de hader vores succesfulde samfundssystem’, og at ‘deres eneste mål er at udbrede kalifatet til hele verden’, men sandheden er, at Osama bin Laden langt oftere end han taler om kalifat og muslimsk verdenserobring, forklarer motiverne for at angribe USA og amerikanske interesser.

Vestlige interesser i Mellemøsten er historisk uden paralleller og antallet af interventioner i regionen ligeså. Uden olien havde Mellemøsten været uinteressant for Storbritannien og senere USA, og hvis der heller ikke var noget som hed Israel, ville krigen i Irak aldrig have fundet sted. Uden olien og den alliance med USA som olien gav anledning til, ville det gennemkorrupte og enevældige kongestyre i Saudiarabien ikke have overlevet det 20. århundrede.

Uden militær, politisk og efterretningsmæssig støtte fra USA, Storbritannien og Israel ville få af de traditionalistiske regimer i Mellemøsten have overlevet, de ville for længst være væltet af en general Abdel Nasser eller andre modernistiske araber-nationalister.

Uden støtten fra Storbritannien, USA og Israel ville traditionalisterne i den arabisk-muslimske verden ikke have lykkedes med at sprede den mest formørkede form for islam, wahabismen, til muslimske lande over hele verden. Når man blandt de mest radikaliserede islamister i dag finder pakistanere, palæstinensere og somaliere, så har det at gøre med saudernes store succes med at inficere den muslimske verden med sin grusomme version af islam, særligt i fejlede- eller næsten-fejlede stater.

Det er ikke islam per se, det handler om, det er wahabisme, også kendt som ’ørken-islam’ i modsætning til de langt mere pragmatiske og humanistiske versioner, der i historiens løb har eksisteret i skiftende muslimske magtcentre i f.eks. Cairo, Istanbul, Damaskus, Cordoba eller Baghdad.

Simple propagandister fremstiller i dag islam som indbegrebet af konservatisme, antisesen til det rationelle videnskabsideal og som ultimativ kontrast til de vestlige frihedsidealer. De er næppe klar over, at Baghdad i 900-tallet var en millionby med et stort offentligt hospital, adskillige observatorier, to kollegier der gradvist udviklede sig til universiteter samt 36 offentlige biblioteker og mere end 100 boghandlere.

Cordoba i det muslimske Spanien havde i sin storhedstid i 1000-tallet en halv million indbyggere, gasoplyste gader, 300 offentlige bade, 50 mindre hospitaler og adskillige offentlige og private biblioteker med et antal af bøger, der oversteg det samlede antal i resten af Europa på den tid.

Mange borgerlige har en tendens til at interessere sig umådeholdent meget for ’kultur’, selvfølgelig med det slet skjulte motiv at hylde vores egen kultur ved at nedvurdere de andres. Men kultur er ofte meget mindre interessant end magt og politik. Og det er magt og politik, der har maget det således, at den saudibarbariske variant af islam er blevet toneangivende og ‘mainstream’.

Når det kommer til stykket, så er det ikke os kulturradikale dhimmificerede bløddyr, der er nyttige idioter for islamismen (som er en meget overvurderet fare). Det er kulturkrigerne der er nyttige idioter for vestlig imperialisme. Denne vestlige imperialisme har haft kontrollen med det olierige Mellemøsten som sit delmål, men de helt overordnede rivaler til vestlig magt – det ved enhver bare nogenlunde kvik ung praktikant i Pentagon – det er Rusland og Kina.

Når man beskytter sine olieinteresser i Mellemøsten, gør man det ikke fordi man frygter at Osama bin Laden sætter sig på dem. Man gør det fordi man frygter – men især under den kolde krig frygtede - at Sovjetrusland med et skaktræk mod Den persiske golf ville lamme de vestlige samfund.

Saudiarabien er islamismens arnested, og Islamisterne var nyttige idioter for vestlig imperialisme. Uden hjælpen til mujahedinerne i deres kamp mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan, ville Osama bin Laden og al Qaeda næppe have set dagens lys. Og hvis man ikke havde givet sauderne frit spil til at sprede gift i Pakistan, ville taleban aldrig være blevet en væsentlig spiller i Afghanistan.

Når man i dag ’bekæmper terror’ i Afghanistan, så er det sandsynligvis lisså meget ud fra at ønske om at være tilstede i den centralasiatiske region, og på den måde stække Kina og Ruslands magt i deres respektive nærområder. Man har presset det russiske imperium tilbage i Østeuropa, Ukraine og Kaukasus, og man har arbejdet hårdt på at skabe alliancer med Kinas naboer i Centralasien.

Ultimativt tør jeg ikke sige, om den store amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski har ret i sin anbefaling til USA om at stække russisk og kinesisk magt, indtil vi er sikre på, at de to asiatiske lande er på god og stabil, liberal-demokratisk kurs. Men jeg har endelig fået købt hans bog, The Grand Chessboard, og jeg skal se om jeg får tid til at kommentere den her på 180Grader.

De nyttige idioter er der imidlertid ingen tvivl om hvem er: islamister versus vestlige islamkritiske fjollehoveder. Fjollehoveder der i tunnelsyn ser konturerne af en kolomægtig fjende, men hverken forstår årsagerne til denne fjendes umiskendelige fremgang, eller ser det store skakbræt som både de selv og islamisterne hopper rundt på, i et spil som kaldes ’Krigen mod Terror’.

Hedegaards venlige forespørgsel ligner umiddelbart et tilbagetog, da han i mandagens DR2-debat med Ole Birk Olesen fra 180Grader truede med advokat og retssag. Men skulle det ende med en retssag, så tror jeg, at Lars Hedegaard står svagt.

Det var mig, der formulerede overskriften til indlægget, og jeg kan imødekomme Hedegaard så langt, at jeg nuancerer påstanden om ’lynchninger’ – som jeg i øvrigt allerede gjorde for et par dage siden. Jeg uddyber nedenfor, men først har jeg et par generelle betragtninger:

En mere eller mindre udtalt præmis for debatten er Lars Hedegaards ’ondskab’ og ’racisme’. De Hedegaard-kritiske medier og journalister har først og fremmest interesseret sig for, at Hedegaard i Snaphane-interviewet omtaler muslimer som notoriske voldtægtsmænd og incestuøse løgnere.

Men den del af Lars Hedegaards udtalelser er efter min mening ikke den mest bekymrende. Derfor lagde jeg i overskriften vægt på, at Hedegaard kompromitterer den retsstat, han ellers påstår at hylde. Han leger med militante ord, og selvom han ikke direkte opfordrer til vold, så er det voldsretorik der præger hans tale.

I normale, relativt velfungerende samfund er det politiet og militæret, der har monopol på volden, og hvis uautoriseret civil vold skal accepteres, så skal truslen mod borgerne være stor. Men det betyder omvendt også, at vold mod undertrykkelse ikke kategorisk kan afvises, og at Lars Hedegaard derfor ikke principielt er ond, når han taler for civil vold.

Hvis det er sandt, at muslimer plotter bag vores ryg og er nær ved at kuppe den danske nationalstat, så er det måske ligefrem en heltegerning, Lars Hedegaard gør. Omvendt kan det også være, at Lars Hedegaard er dum, uvidende, uansvarlig eller syg i roen, og derfor viderebringer forestillinger, der ikke er hold i. Men det gør ham ikke nødvendigvis til en ond racist.

Heller ikke Hedegaards påstande om muslimske onkler og fædre der voldtager i flæng, kan være essentielt onde. Påstandenes betydning afhænger jo af konteksten: Det kan være, at Lars Hedegaard har ret, og hvis udtalelserne kan være sande, bliver mandens moralske og intellektuele habitus i sidste ende underordnet.

Hedegaard må tro og mene hvad som helst, men det er samtidig omverdenens ret at gøre opmærksom på udtalelser og handlinger, der er fejlagtige og kan have konsekvenser.

Men hvis det ikke er Lars Hedegaards ’ondskab’ vi skal interesse os for, hvad er det så? Det er to ret simple ting:

1. Er det sandt, hvad Lars Hedegaard viderebringer af påstande? Det er ikke nødvendigvis nemt at afgøre; det kan muligvis kræve at man inddrager forskning, også om emner der slet ikke er belyst endnu. Men grundlæggende må vi holde os til, at vi gennem rationel videnskabelig metode kan afgøre, hvad der er fantasi og hvad der er fakta i Lars Hedegaards påstande, uanset om det kræver viden og opslidende debat.

2. Krænker Lars Hedegaard med sine udtalelser vigtige retsstatsprincipper eller borgerrettigheder? Taler han for voldelig kamp, for ’udenomsparlamentariske’ ulovlige metoder, for oprør eller for at fratage særlige grupper af mennesker deres rettigheder?

Disse to punkter gør det muligt at finde et fælles fodslag: alle demokratisk indstillede mennesker bør kunne bakke op om et rationelt videnskabsideal og om retsstat og borgerrettigheder; og set i det lys bliver ondskab og racisme ultimativt til ligegyldige begreber.

’Racisme’ er et gummibegreb – lissom antisemitisme, som jo kan rumme alt fra mild antipati og mistænksomhed overfor jøder til ønsker om at gøre det færdigt, som Adolf Hitler begyndte på. Racisme er motivanalyse og stempel, upræcist og overflødigt.

Lynchninger på den nuancerede måde
Ret skal være ret – Lars Hedegaards udtalelser om ’oprør, lynchninger og krig’ kan tolkes forskelligt, og det bliver de, alt efter hvem man er og hvilken holdning man selv har til islam- og indvandringsdebatten. Udtalelserne er nemlig tvetydige og kan opfattes både som et fremtidsscenarie og som en trussel.

I den konkrete sammenhæng i interviewet – men ude af sammenhæng med hvad Lars Hedegaard ellers har sagt om krig, oprør og modstandskamp mod muslimer – så er det plausibelt, når Lars Hedegaard påstår, at det er landets politikere han har et horn i siden på:

[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must. After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here… This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious.”

Skal vi dømme udelukkende på denne del af Hedegaard-citatet, så er det vist nok kun de indvandrer- og islambegejstrede politikere, som kan imødese et retsopgør efter ‘krigen’, hvis de ikke vågner op til den islam-trussel, vi står overfor.

Om Marianne Jelved, Birte Weiss, Birthe Rønn Hornbech m.fl. føler sig beroligede ved denne præcisering, det ved jeg ikke. I kølvandet på retsopgøret efter den forrige besættelse blev 100 landsforræddere dømt til døden og 46 af dem henrettet – ingen af dem var dog politikere.

Men set i lyset af, hvad Lars Hedegaard tidligere har sagt om krigen mod islam, og om islam som tidens totalitære nazisme, er udtrykket ‘lynchninger’ ikke helt hen i vejret: Han refererer jævnligt til situationen i Danmark i 1940-1945, og han har tidligere talt for at vi skal lade os inspirere af modstandsbevægelsen.

Frihedskampen indebar i sagens natur vold, herunder likvideringer og lynchninger af tyskertøser som fik klippet håret af. Det må Lars Hedegaard som historiker vide noget om, ikke mindst da han utvetydigt bruger modstandsbevægelsen som reference.

Da han ikke tydeligt tager afstand fra likvideringer og lynchninger af tyskertøser, så kommer han, villet eller ikke-villet, til at fremstå som en person, der godtager udenomsparlamentariske, voldelige metoder i krigen mod islam. Det tror jeg, at en fornuftig dommer vil være enig i.

Hedegaard og de andre forurettede højrefløjs-tøser
Lars Hedegaard føler sig krænket over, at nogle kan finde på at skyde ham ’oprør, lynchninger og krig’ i skoene. Højresnoede islam-manikere som ham lægger sjældent fingrene i mellem i debatten, men de jamrer sig som forurettede, præmenstruelle teenagetøser og truer med bål og brand, når de selv får med grovfilen.

Lars Hedegaards trusler om advokater og retssager tager jeg med knusende ro. Faktisk undrer det mig, at Hedegaard overhovedet overvejer den slags skridt, når han selv er kendt for at være grov i kæften og for at smøre tykt på i sine formuleringer.

Hedegaard har bl.a. kaldt statsministeren for ’en fej hund’, og postuleret at alle indvandrerungerne i folkeskolen hader os – og i øvrigt tæsker lærerne efter forgodtbefindende – at ’næsten alle’ muslimer betragter George Bush som Satans udsending, samt at fagforbundet Træ-Industri-Byg er ’gangstere’.

Listen over Hedegaards grovformuleringer er lang, og ovenstående er kun et meget beskedent udvalg. I en årrække skrev Lars Hedegaard kommentarer for Berlingske Tidende under Groft Sagt-rubrikken, og heller ikke her var det de fine nuancer der kendetegnede Lars Hedegaards skribentvirksomhed.

Skal man være flink overfor Lars Hedegaard, så kan man betegne hans skribentstil som polemisk-satirisk personlig kommentar, garneret med flotte overdrivelser i forståelsens tjeneste. Grænsen mellem satire og seriøsitet udviskes ind i mellem, den bombastiske udmelding prioriteres fremfor den forsigtige.

Selv er jeg som skribenttype Ikke helt ulig Lars Hedegaard – blot i et mere beskedent format, naturligvis – og sjovt nok er undertegnede og Lars Hedegaard også næsten lige monomant fikserede på emnerne islam og indvandring. Blot fra diametralt modsatte positioner.

Jeg bestræber mig dog på at have fakta i orden, og jeg bestræber mig især på ikke at lovprise handlinger og politiske ideer, der krænker retsstaten eller borgerettighederne.

Jeg er ikke jurist, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en domstol vil lægge vægt på, at Lars Hedegaard selv er ude med riven, hvis retten på et tidspunkt skal tage stilling til hans tude-historie.

Hvad med ofrene, Hedegaard?
Afsluttende vil jeg spørge Lars Hedeggard, om det virkelig er ofrenes skæbne – alle de piger han påstår bliver voldtaget i muslimske familier – han bekymrer sig om. Man kunne nemt få den tanke, hvis man har fulgt Lars Hedegaards skriverier gennem årene, at det slet ikke er voldtægten af de muslimske piger, men voldtægten af det danske folk, der bekymrer ham.

Hvis han fastholder, at det er ofrene han græder for, hvorfor har han så ikke fremsat nogle konstruktive og fremadrettede forslag til at hjælpe dem? Igen opstår mistanken, at det slet ikke handler om kvindesag, når Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Jette Plesner Dali og andre ynker de tørklæderamte kvinder.

At de måske helst så problemet løst ved at sende det ud af landet. Ude af øje, ude af sind, som man siger.

Et forslag her på falderebet: Lad os få en kortlægning af incest-problemet blandt ALLE herboende familier. Undersøg muslimske familer, buddhistiske, leverpostejskristne og ateister for incest og voldtægter, men undersøg hele befolkningen, for hvorfor skal de etnisk danske gardiner fritages for at blive trukket fra?

En samfundsmæssig klarvask i stort format, ikke blot fokuseret på muslimer, men på alle landets borgere, det ville være et ærværdigt projekt. Og så kan vi på et tidspunkt måske tale ud fra fakta, ikke fantasi, som Lars Hedegaard ofte gør.

Fra 180Grader.

“[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must.

After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here…

This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious. [...]”

Modstandskampen under krigen var ikke bare en folkelig, demokratisk modstand, det var også en voldelig kamp med likvideringer, feltmadrasser der fik klippet håret af, og kollaboratører i retsopgøret bagefter, der kom for en henrettelsespeloton.

Sådan er krig jo.

Og i Asger Trier Engbergs interview med Lars Hedegaard er der ingen tvivl om, at Hedegaard sammenstiller de to situationer, besættelsen i 1940-1945, med indvandrings- og islamtruslen af i dag. Men Hedegaard er ikke ærlig i sit svar. Han manipulerer.

Hedegaards citat-række ovenfor hænger retorisk sammen, for han kan ikke med sin gode samvittighed i behold påstå, at ’oprør’ betyder et fredeligt vælgeroprør i en alm. moderne politisk krise, når han i næste sætning sammenligner ‘islam-elskere’ i dag med landsforrædere under krigen.

At der hersker krig mellem ‘os’ og ‘dem’, mellem europæisk og muslimsk civilisation, det lægger Lars Hedegaard ikke skjul på. Han erklærer en titanernes kamp – den enes undergang, den andens sejr -  og i en titanernes kamp går det sjældent stille af sig.

Jeg skriver i mit indlæg mod Lars Hedegaard,om ‘oprør, lynchninger og krig‘, men lynchninger er ikke et dækkende ord for det at likvidere stikkere, klippe tyskertøserne skaldede eller henrette kollaboratører. ‘Voldelige konsekvenser af modstandskamp’ er mere præcist.

Modstandskamp er hvad Lars Hedegaard utvetydigt henviser til, og det er bekymrende, uanset om han har ret eller ej. Én af grundene til, at islam ifølge Lars Hedegaard er så farlig, er muslimernes syn på kvinder, incest og voldtægt:

“De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Der udkom for nylig en bog, som er skrevet af en somalisk pige, i Norge, hvor hun skriver om forholdene i somaliske familier i Norge. Hun blev voldtaget af sin onkel. Hendes mor og hendes mors veninder og hendes far protesterede ikke. Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.“

I sit svar fremtræder Lars Hedegaard pludselig som en relativt fornuftig mand:

“Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.

Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande.”

Hedegaard erkender selv, at der ingen dækkende analyser af problemets omfang er, men til støtte for påstanden om, at ‘… det sker hele tiden“, fremlægger Hedegaard rapporter og citater, der synes at indikere et eller andet om vold og incest i muslimske indvandrerfamilier. Vi ved bare ikke præcist, hvad de indikerer.

Hvor stort omfanget af ’den muslimske familievoldtægt’ reelt er, det ved vi ikke endnu.

Hedegaard refererer til en Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith, Vestlondon. Baleela fortæller:

”Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet”.

Og det er forfærdende tal, især hvis de også gælder indvandrer-muslimer i Danmark. Men bør vi ikke vide mere om problemets omfang før vi handler? Der er jo slet ikke nogen klarhed over problemet.

Dels taler Hedegaards kilde ikke om voldtægter af børn og unge i muslimske familier, men om vold mod hustru og børn i hjemmet. Der er stadig forskel på ‘hjemlig vold’ og ‘incestuøse voldtægter’.

Og dels er påstanden om et omfang af vold i arabiske familier på 60 pct. kun ét af flere. Lars Hedegaard fremfører faktisk selv nogle helt anderledes tal:

“En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning” (læg mærke til, at volden i muslimske familier ovenikøbet finder sted overfor muslimske kvinder og børn. Skandaløst).

10 procent mod 60 procent. Vold og incest finder man også i indfødte danske familier, og man kan heller ikke uden videre slutte fra ’arabiske familier i Vestlondon’ (oprindelig fra Irak, Palæstina eller Egypten?) til tyrkiske, iranske, pakistanske eller indonesiske muslimer i København. Eller i Chicago.

Det er ikke umuligt, at der er større incest-risiko blandt indvandrere/muslimer i Danmark, baseret bl.a. på de undersøgelser og rapporter, Hedegaard fremlægger. Men hvis vi køber anklagen, hvad bør vi så gøre ved problemet?

Hr. Hedegaard synes at føle stærkt for den militante kamp mod undertrykkelse, men jeg husker desværre ikke, om han for nylig har budt ind med fremadrettede, positive bud på ’islamproblemet’. Selv vil jeg helst høre om de ikke-voldelige forslag først, før jeg tager stilling til de voldelige.

Lars Hedegaard slutter med denne fine hensigtserklæring:

”Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.”

En af krigens og modstandskampens følger er, at nogle af frihedsrettighederne – i værste fald de fleste – sættes ud af kraft, og da Lars Hedegaard ikke lægger skjul på, at vi er i en krigssituation, så må man frygtsomt spørge, hvilke borgerrettigheder der ryger først. Og hvilke hoveder der skal rulle bagefter.

Når Lars Hedegaards historiske referenceramme er modstandskampen, så er det under alle omstændigheder voldsomt hyklerisk af ham at fremstille sig selv som ’hr. Moderne, demokratisk Midtervælgeroprører’.

Det er på tide, at Lars Hedegaard afsværger sig sin militante tilgang til bekymrende samfundsproblemer og bliver demokratisk moden.